Klargøringen af banerne, staldene og meget andet er i fuld gang ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023, og klargøringsteamet har arbejdet på højtryk de sidste par dage. Det betyder, at omgivelserne i MCH og Jyske Bank Boxen allerede i dag står næsten klar til årets hestefest, der finder sted i den kommende uge.
Dansk Varmblods Hingstekåring 2023 starter på onsdag den 8. marts, og allerede tirsdag begynder heste og ryttere at ankomme til Herning.
Klargøringsteamet har de sidste dage arbejdet på højtryk for at skabe den storslåede kulisse, der endnu engang danner rammen om arrangementet, hvor der rides i tre forskellige arenaer: Jyske Bank Boxen, KRAFFT Arena M og Dansk Hesteforsikring Hal E.
Når MCH og Jyske Bank Boxen skal forvandles til et arrangement som Dansk Varmblods Hingstekåring, så er der mange ting, der skal klargøres. Der skal køres mange tons sand, udlægges gummimåtter, lægges gulvtæpper, ophænges bannere. Tribunerne skal opsættes, VIP-områderne skal klargøres, sekretariatet og pressecenteret skal indrettes, staldene skal gøres klar, hallerne skal pyntes og meget meget mere.
Netop derfor har et team af stærke kræfter arbejdet på højtryk siden i torsdags, og forberedelserne er gået så godt, at man allerede i dag kunne fornemme den stemning, der kendetegner Dansk Varmblods Hingstekåring.
Find programmet for arrangementet her.
Find desuden mere information om arrangementet her på siden, og følg løbende med på vores Facebook og Instagram (@danskvarmblodshingstekaaring).
Se et opslag fra vores Instagram fra i dag nedenfor.