< Tilbage

Nørderi på fast bund10-03-2022 - 13:31

Bedømmelsen på fast bund giver avlsledelsen mulighed for at nærstudere de unge springhingstes eksteriør. For nok skal de kunne springe – men eksteriøret skal også være i orden.

Torsdag morgen blev indledt med bedømmelse af de springbetonede hingste på fast bund. Avlsledelsen bestående af Signe Wiese, Bo K. Møller og Johnny Hansen blev præsenteret for i alt tre hold af springbetonede hingste: Hold 1 – de 3-års hingste der i år stiller til kåring, hold 2 – 4-års hingste, der opnåede avlsgodkendelse sidste år, og derefter har gennemført og bestået en materialprøve og nu har mulighed for at blive endeligt kåret, samt hold 3, der tæller de ældre hingste, der kan opnå kåring på baggrund af sportslige resultater.

 

Flot hold 3-års hingste

I år bliver hingstene til hingstekåring for første gang bedømt med lineær scoring, som giver dommerne mulighed for at give hingste en mere detaljeret og nuanceret bedømmelse. På fast bund bliver hingstene nærstuderet og deres eksteriør, herunder benstilling bliver vurderet. På trods af naturlig variation i størrelse og typer, fremstod holdet af 3-års hingste som et stærkt hold, og de unge hingste optrådte eksemplariske og veloplagte.

 

Seks 4-års hingste til kåring

I alt seks 4-års hingste fremstilles i år til endelig kåring, og lidt specielt for årets hold, er at de alle sammen møder i Herning for første gang, da sidste års hingstekåring foregik på decentrale kåringspladser pga. Corona-restriktioner.

De seks hingste har alle bestået en materialprøve i efteråret med over 800 point, og har derfor alle mulighed for at opnå endelig kåring. Materialprøven i efteråret blev vundet af Zodiac D e. Zinedine B/Diamant de Semilly (opdr. og ejer Liselotte Frederiksen). Den røde hingst er ikke blandt de mest imponerende rent eksteriørmæssigt, men har vist sig at være meget funktionel og aflagde en flot prøve til 860 point.

Lille, eksklusivt hold af ældre hingste

Holdet for de ældre hingste tæller i år kun tre hingste: Den imponerende og maskuline 5-årige Bøgegårdens Comann e. Christallo I/Bøgegårdens Quidam (opdr. og ejer Stina & Jørgen Schmidt), 11- årige Bolero de Beaufour e. Nabab de Reve/Diamant de Semilly (opdrættet i Frankrig og ejet af Scanvet Animal Health A/S) som med Thomas Velin i sadlen bl.a. deltager i CSI3* Big Tour under hingstekåringen, samt et nyindkøb fra Stutteri Ask, den 7-årige Joker de L’Enclos de L’Ange e. Zinedine B/Ugano Sitte (opdrættet i Belgien, ejet af Stutteri Ask.

 

Skæbneafgørelse torsdag eftermiddag

I eftermiddag fra kl. 16 skal hingstene i hold 2 og 3 springes under rytter, og herefter bliver sløret løftet for deres endelige resultater, herunder hvilken hingste, der løber med fløjpladsen i Hold 2.

< Tilbage

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her