Hvornår startede du selv med at male?
“Jeg har tegnet hele min barndom, men jeg begyndte først at male, da jeg fyldte 30 år – og det er rundt regnet 20 år siden.
Der er langt fra at tegne med blyant til at male med olie på lærred, så det var en lidt svær begyndelse, men da jeg efter nogle år blev bedre, begyndte jeg at få undervisning. Da jeg for 12 år siden startede mit nuværende fuldtidsjob, havde jeg i et par år været deltidskunster. Jeg havde fået mit daværende job ned i en halvtidsstilling for at kunne male resten af tiden, og det gik fint med at indtjene den sidste halve løn på bestillingsopgaver. I dag får jeg på grund af et tidskrævende arbejde stort set ikke malet andet end et meget vigtigt maleri om året.”
Hvornår startede tanken om maleri af årets hingst? (Nogen må have spottet dig til opgaven).
“Jeg havde annonceret med oliemalerier af heste i magasinet Ridehesten, og da Dansk Varmblods formand stod overfor at fylde 50 år, bestilte den tidligere sekretariatschef Lars Anthony mig til at male et portræt af Jan Pedersens guldmedaljehoppe.
Det første til, at jeg kort tid efter blev bedt om at male Årets Hingst 2005, som var Solos Landtinus. Han var dog den ottende i rækken, så da man besluttede at gøre det til en fast tradition, så fik jeg til opgave at male de syv forrige: Lucky Light, Midt-West Ibi-Light, Schwadroneur, Lando, Come Back II, Blue Hors Don Schufro og Carano.
Siden da har jeg hvert år malet årets hingst, og alle de originale malerier hænger på Dansk Varmblods sekretariat på Vilhelmsborg, mens der under hingstekåringen overrækkes en affotografering til hingsteejeren.”
Hvor lang er din proces fra du ved hvilken hingst der skal være årets hingst til det færdige maleri? Skal du være "in the zone" for at male eller er det afslappende/afstressende?
“Jeg får normalt at vide i november måned, hvem der skal males, og så får jeg købt ind og gjort klar inden juleferien, hvor jeg begynder at skitsere og grundmale. Så går det typisk sådan, at jeg ender med at male under pres, når maleriet skal fotograferes sidst i februar, så det stadig er vådt.
Indimellem er man nødt til at gå fra et oliemaleri, for det kan tørre, inden de næste lag kommer på, og det kan være lidt farligt, hvis man har en travl hverdag, for så kan pauserne væk fra lærredet vare flere uger. Jeg bliver hurtigt i humør til at male, når først jeg er i gang. Det vigtigste er, at grundskitsen er på plads, så man ikke under processen skal til at flytte en ben!”
Når man maler på bestilling på den måde, så må der jo være nogle motiver som falder mere naturligt eller som man måske har et særligt forhold til?
“Alle disse hingste har jo et eller andet, så de har hver især været sjove at male. Jeg tager altid udgangspunkt i et fotografi, men det er ikke alle, der findes smukke fotografier af, hvor de står korrekt opstillet mv., så nogle gange er jeg nødt til at være lidt kreativ.