< Tilbage

Nanna og Touch klar til Unghestechampionat05-03-2019 - 07:24

For dressurrytter Nanna Skodborg Merrald, Blue Hors, og hesten Touch of Olympic L er vejen til Unghestechampionatet i Herning ved at være klar. Hesten har særligt udviklet sig rigtig godt i de sidste uger, fortæller hun

Touch of Olympic e. Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark (opdr. Anja og Jan Petersen) redet af dressurrytter Nanna Skodborg Merrald, er med flotte 860 point i egnethedstesten udtaget til at ride Unghestechampionat i Herning.

 

Touch of Olympic har udviklet sig i flere ryk siden egnethedstesten, men særligt på det seneste har hesten udviklet sig meget, fortæller Nanna Skodborg Merrald.

 

– Touch of Olympic har fået bedre styrke i traven, og det tager vi med til Herning. Skridt har hele tiden været rigtig god, og galop bliver bedre og bedre, siger Nanna Skodborg Merrald.

 

Nanna fortæller, at hun har arbejdet intenst med styrketræning og gedigen grundridning af Touch of Olympic her op til Herning. Blandt andet har hun redet mange galop-skridt-overgange, skridt-trav-overgange, kontragalop, sidebevægelser i trav samt træning på volter, fortæller hun.

 

– Når først grundridningen er helt på plads, er det ikke svært at ride det program, hestene skal vise i Herning, siger Nanna Skodborg Merrald.

 

 

10-års jubilæum i Herning i år


For Nanna Skodborg Merrald er netop Hingstekåring i Herning 2019 et ganske særligt i år, for 2019 er nemlig hendes ti-årsjubilæum som ridende i Herning. Første gang hun red i Herning, var det som ponyrytter i 2009, og siden dér er det sket ikke så lidt.

 

For, hvor det er Nanna Skodborg Merralds tiende gang som ridende i Herning, er i år den første gang, at hun skal ride for Blue Hors i Herning.

 

– Det er første gang, jeg skal afsted for Blue Hors, og jeg skal vise et par hingste frem i Herning for dem i år. Jeg glæder mig til, at jeg skal afsted med Blue Hors teamet, siger Nanna Skodborg Merrald, som forventer, at netop det bliver noget helt specielt.

 

Nanna Skodborg Merrald skal udover at ride Touch of Olympic i Unghestechampionatet også ride to hingste til fremvisning, ride i gallashowet og starte international lille tur. Derfor forventer den unge dressurrytter, at hun får nogle lange, travle, men også sjove dage i Herning.

 

 

Glæder sig til fællesskab og de fede rammer i Herning


Noget af det Nanna Skodborg Merrald synes er ganske særligt ved at ride i Herning er stemningen, som er ganske anderledes end den, man oplever til et almindeligt ridestævne.

 

– Jeg forventer, at jeg får nogle intense dage med masser af hestesport og mennesker, der har heste som deres højeste prioritet, siger Nanna Skodborg Merrald.

 

Derudover glæder Nanna sig også til, at hun skal se nogle af dem, hun kender rigtig godt gennem hestesporten, men måske ikke ser så ofte.

 

– Noget af det fede ved Herning er, at man mødes med nogle, man ikke ser til hverdag. Det fælleskab der er Herning, er noget af det, der er med til at gøre det til noget ganske særligt, som man glæder sig til hvert år, siger Nanna Skodborg Merrald.

< Tilbage

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her