Frank Jensen er en af de få, hvis ikke den eneste, der ved Dansk Varmblods Hingstekåring i 1980 fremstillede en 3-års hingst af eget opdræt, og som gør det samme 39 år senere i 2019
For Frank Jensen, Arden, og hans familie var det ren luksus, da hingstekåringen flyttede til Herning i 1980, for i 1970’erne rejste de hvert år til Gardehusarkasernen i Næstved, hvor Dansk Varmblods forgænger DSA (Dansk Sportsheste Avlsforbund) afholdt sin årlige hingstekåring. Der var hundekoldt og ikke særlig komfortabelt.
Da Dansk Varmblod i 1980 inviterede til hingstekåring i messecentret i Herning, var det i den runde Hal B, der var forårspyntet med et bagtæppe af gule og lysegrønne stofbaner og fregner hængende ned fra loftet. Hallen var opvarmet, og det gav en helt ny luksusoplevelse af at være til hingstekåring. I stedet for at stå stivfrossen og pakket ind i rulamspels, kunne man nu tage overtøjet af, sidde ned og finde sin madkurv frem. Der var kun den ene hal i brug, og hestene stod opstaldet flere hundrede meter derfra i dyrskuestaldene.
– Jeg var for lille til at komme med mine forældre til Næstved, så min første hingstekåring var i Herning i 1980, hvor jeg var 12 år gammel, og vi selv havde hingst med, fortæller Franks søn Thomas Bach Jensen.
Avlsgodkendt hingst i 1982
I 1980 fremstillede Frank Jensen (79), hingsten Donau Macohl e. Donauwind/Winkel. Den blev ikke kåret, men solgt under kåringen som dressurhest til Birgit og Gunnar Østergaard i USA. To år senere fremstillede Frank igen en 3-års hingst, nemlig Schwarmgeist Macohl e. Schwarm/Winkel, der opnåede avlsgodkendelse.
I år står Schwarmgeist Macohls helsøster, elite- og sølvmedaljehoppen Schwarmy Macohl, som oldemor til et nyt hingsteemne fra Arden, Schwalbenkönig Macohl e. Sezuan/Schwadroneur, som Frank og Thomas (51) har opdrættet og ejer sammen med Andreas Helgstrand.
Det med de tyske navne kommer fra dengang Schwarmgeist Macohl skulle fremstilles til forbesigtigelse, for han hed noget helt andet, som ikke begyndte med S. Familien var blanke og kunne ikke finde et S-navn, indtil Frank fandt navnet Schwarmgeist i en stamtavle i en af de gamle DSA-stambøger. Så blev det hingstens navn.
En kongelig affære
Thomas har sidenhen gjort det til en tradition med de tyske navne, og familienavnet Macohl er fulgt helt tilbage fra familiens stamhoppe, Winky Macohl, som Frank købte som sin ridehest i 1972.
Dette års hingsteemne, Schwalbenkönig Macohl, hedder i daglig tale Kongen. Det kan virke lidt prætentiøst, men som føl var han meget elegant og noget helt særligt, og som en afleder af det tyske navn blev han kaldt kongebarnet – og det blev senere til Kongen.
Der er nu også noget næsten kongeligt over hans mor, elite- og bronzemedaljehoppen Schwalbendaune Macohl, for da hun var nykåret i 2004, skulle Danmarks kronprins giftes, og Dansk Varmblod besluttede at forære Kronsprinsparret en nykåret bronzemedaljehoppe i bryllupsgave, og den skulle være brun. Man pegede på tre aspiranter, heriblandt Schwalbendaune.
– Jeg forstod det sådan, at hoffet aldrig besvarede Dansk Varmblods henvendelse, og derfor modtog Mary og Frederik aldrig nogen brun bronzemedaljehoppe, fortæller Thomas.
Hoppen der vendte spillet
Tilbage i 1980’erne havde de solgt de bedste hoppeføl efter deres gamle elitehoppe Schwarmy Macohl og endte med selv at beholde et par døtre, der var kåret i DS. Avlen stod på vågeblus i nogle år, men da Thomas var interesseret i at føre samme hoppestamme videre, var han og Frank enige om at forsøge at lave en rigtig god afløser efter en godt hingst. Der blev brugt Schwadroneur, Florestan, De Niro, Fürst Heinrich, Sandro Hit og flere tophingste, og Schwadroneur-hoppeføllet viste sig at være det bedste.
Derfor er avlerne taknemmelige for, at det aldrig kom så vidt, at Schwalbendaune blev solgt som gave til kongefamilien, for hun har sidenhen haft afgørende betydning for deres lille stutteri, hvor de får 1-2 føl om året.
– Nogle af de rigtig gode avlshopper avler medaljehopper på stribe eller er særligt gode hingstemødre, mens andre igen primært avler sportsheste. Jeg tror, at vi har været meget heldige med Schwalbe, og det ser ud til, at hun kan lave det hele, siger Thomas.
Indtil nu er hoppen mor til tre medaljehopper, heraf en med guldmedalje, og adskillige talentfulde dressurheste, der indtil videre går på M-niveau. Seneste skud på stammen er ”Kongen” alias Schwalbenkönig Macohl, som fremstilles til hingstekåringen i år.
– Det er et svært game at være med i, men vi mener, at han har så mange kvaliteter, at han har en fair chance ved hingstekåringen. Det bliver nogle meget spændende dage i Herning, slutter Thomas.